Legeplads og lokalområdet

Børnehuset Ønskelandet har en helt særlig placering i den nordlige del af Ikast. Vi er omringet af grønne områder, som giver os utallige muligheder for at udforske andre græsgange end dem vi til hverdag har på legepladsen.

Ønskelandets legeplads er fordelt i to sektioner. Vi har etableret er separat legeplads til vuggestuen, med dertilhørende låge til børnehavens legeplads. På den måde skaber vi en tryg base til de yngste børn, men samtidig giver mulighed for at det motorisk dygtige barn, eller kommende børnehavebarn kan prøve kræfter med nye udfordringer på børnehavens legeplads.

Legepladsen tager afsæt i naturen og børnenes fantasi. Vi vil blandt andet skabe muligheder for at børnene kan bygge huler, samt udfordre deres grovmotorik i træerne. Vi har gynger, sandkasser, svævebane og legehuse. Vi har et kæmpe areal, hvilket gør at vi kan tænke ud af boksen og finde på nye finurlige aktiviteter. Børnene vil deltage i arbejdet, og være med til at bygge forskellige konstruktioner med en sav eller skruetrækker i hånden.

Vi følger årets gang på legepladsen, og legepladsen indeholder også en urtehave, hvor børnene er aktive medspillere i at så frø, plante frugtbuske, høste osv. Alt efter årstiden.

På legepladsen bor vores høns og kaniner – Børnene elsker at nusse om dem, og hjælper flittigt til når der skal fodres eller muges ud. Børnene lærer at tage ansvar for at passe dyrene – og måske man er heldig at få et æg med hjem

Vi vil benytte den omkringværende beliggenhed, engene samt søerne, som et supplement til legepladsens faciliteter. Vi vil gå på udkig efter haletudser i forsommeren og se dem udvikle sig til frøer, gå på jagt efter krible krable dyr i krattet eller sende små både afsted i åen. Derudover nyder vi at tage vores cykler med på BMX-banen ved siden af Ønskelandet – børnene elsker at udfordre deres grovmotorik og er utroligt modige når de får fuld fart over de små bakker.

Endvidere benytter vi os af byens mange tilbud, på både torvet, strøgcentret, biblioteket osv.


Find os her

© Børnehuset Ønskelandet. All rights reserved.